Version 2026-10-01 · gælder fra 1. oktober 2026
Autoradar er et produkt fra Conscient Systems A/S. Conscient Systems A/S er sælger af Autoradar og ansvarlig for tjenesten:
I disse vilkår betyder "vi" Conscient Systems A/S, og "kunden" den virksomhed, der bruger Autoradar.
Autoradar sælges kun til virksomheder og offentlige myndigheder. Købelovens og forbrugeraftalelovens regler om forbrugerkøb gælder derfor ikke.
Et abonnement gælder for én virksomhed, identificeret ved ét CVR-nummer. Alle medarbejdere i virksomheden må bruge Autoradar samtidig - der er ingen grænse for antallet af brugere. Brugerne deler virksomhedens plan og rapportkvote.
Adgangen må ikke deles med andre virksomheder, og data fra Autoradar må ikke videresælges eller stilles til rådighed for andre som en selvstændig datatjeneste.
Nye virksomheder får 14 dages gratis prøve fra virksomhedens første login. Prøven kræver hverken betalingskort eller binding, og den omfatter Pro-funktionerne med op til 10 rapporter.
Når prøven udløber, lukkes adgangen automatisk, indtil kunden vælger en plan. Der sendes ingen regning for prøveperioden.
Alle priser er ekskl. moms. Abonnementet starter den dag, kunden aktiverer det. Vi fakturerer månedligt forud, og betalingsfristen er netto 14 dage. Ubrugte rapporter overføres ikke til næste måned.
Kunden kan skifte mellem Starter og Pro under Min konto. Skiftet gælder med det samme, og den nye pris gælder fra næste faktura.
Abonnementet kan opsiges med løbende måned + 1 måned - under Min konto i Autoradar eller på mail til hello@autoradar.dk. Opsiges der fx den 15. oktober, ophører abonnementet med udgangen af november. Kunden har adgang og betaler frem til ophøret.
Vi kan opsige abonnementet med samme varsel. Ved væsentlig misligholdelse, fx manglende betaling efter rykker, kan vi lukke adgangen uden varsel.
Data i Autoradar stammer fra Motorstyrelsens Digitale Motorregister (DMR) og andre offentlige kilder. Vi henter og opdaterer data løbende, men leverer dem, som de er. Vi garanterer ikke, at data er fuldstændige, korrekte eller ajourførte, og kunden bør kontrollere vigtige oplysninger hos kilden, før der træffes beslutninger på grundlag af dem.
Vores samlede ansvar over for kunden er begrænset til det beløb, kunden har betalt for Autoradar i de seneste 12 måneder før det forhold, der begrunder kravet.
Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste, tab af data eller tab som følge af beslutninger truffet på grundlag af data fra Autoradar.
Kunden er selv ansvarlig for sin brug af data fra Autoradar og for at overholde gældende lovgivning. Bruger kunden oplysninger, der kan henføres til personer (fx ejer- eller brugeroplysninger på et køretøj), er kunden selv dataansvarlig for den behandling og skal overholde databeskyttelsesforordningen (GDPR).
Conscient Systems A/S er dataansvarlig for de personoplysninger, vi behandler om brugerne af Autoradar: login-e-mail, tidspunkter for login og en log over brugen (fx hvilke rapporter der er kørt). Vi bruger oplysningerne til at levere og sikre tjenesten, til fakturering og til at besvare henvendelser.
Oplysningerne opbevares, så længe kontoen er aktiv. Faktura- og regnskabsoplysninger opbevares i 5 år efter bogføringsloven. Brugeren kan til enhver tid bede om indsigt, rettelse eller sletning på hello@autoradar.dk og kan klage til Datatilsynet. Vi sælger ikke oplysningerne videre.
Vi kan ændre vilkårene og priserne med 30 dages varsel på e-mail til kunden. Fortsætter kunden med at bruge Autoradar efter ændringen, gælder de nye vilkår. Kunden kan altid opsige abonnementet efter punkt 6.
Vilkårene er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved Retten i Odense som første instans.